Af: Steffen Fog Larsen

Det har skabt stærke reaktioner fra politikere og meningsdannere på den politiske højrefløj, at Roskilde Festival tillod en Palæstina-demonstration på Orange Scene under en koncert med det irske post-punk band Fontaines DC. To byrådsmedlemmer i Roskilde Kommune Lars-Christian Brask (LA) og Merete Dea Larsen (DF) har taget kraftig afstand fra demonstrationen og hæfter sig især ved, at slagordet “From the river to sea” blev brugt under demonstrationen. Begge politikere mener, at det er en klar opfordring til vold og ødelæggelse mod Israel. Lars-Christian Brask mener endda, at det skal have konsekvenser for det fremtidige samarbejde mellem Roskilde Festival og Roskilde kommune[1].

Vi havde ikke hørt noget i medierne, hvis demonstrationen havde haft et andet emne som udgangspunkt. Det vidner om, at konflikten mellem Israel og Palæstina er politisk sprængstof for de borgerlige partier, da det udfordrer den grundfortælling, der spreder sig som kræft i alle etablerede medier, hvor Israel fremstilles som en uskyldig stat, der har ret til at forsvare sig selv med våben, der købes af vestlige våbenproducenter. Der er enorme summer på spil i konflikten, og man skal ikke glemme, at økonomi, testning og udvikling af avanceret militærteknologi sandsynligvis også spiller en væsentlig rolle. Hamas terrorangreb var meget brutalt og hensynsløst, men Israel kunne have valgt at forsøge at løse konflikten med fredelige midler. I stedet vælger det at slå titusindvis af uskyldige mennesker ihjel ved hjælp af vestlig militærteknologi. Den danske regering undlader at handle resolut mod Israels fremfærd i Gaza. Indtil videre har der været meget langt til handling. Det er jo selvfølgelig også godt for den danske økonomi, de danske pensionsselskaber og alle de danskere, der sidder og investerer i våbenproduktion.

Det klinger derfor hult, når højrefløjen kritiserer en fredelig demonstration for at opfordre til død og ødelæggelse, når selvsamme fløj på intet tidspunkt kritiserer den våbenindustri, der i virkeligheden skaber død og ødelæggelse.

I et demokratisk samfund har individet ret til at ytre sig og kritisere magthaverne indenfor grundlovens rammer. Hvis magten begynder at påpege, at visse holdninger ikke er tilladte, eller i værste fald indskrænke ytringsfriheden, er vi som samfund på vej ned ad stier, der er farlige for alle frie mennesker.


[1] https://www.tv2kosmopol.dk/roskilde/efter-propalaestinensisk-koncert-pa-roskilde-byradspolitikere-raser-over-festival-460d1