Det nye regeringsgrundlag indeholder formuleringer om Israel og Palæstina, som på flere punkter er skarpere end det, vi har været vant til fra danske regeringer.
Regeringen skriver, at den vil arbejde for en tostatsløsning. Den vil lægge stærkere internationalt pres på Israel. Den vil begrænse handel med varer fra ulovlige israelske bosættelser, indføre yderligere sanktioner mod ekstreme bosættere og drage konsekvenser af Israels gentagne overtrædelser af EU’s associeringsaftale. Det er dog kun en svag forbedring.
Når man ser på situationens alvor, er det svært ikke at spørge: Hvor er de egentlige konsekvenser for Israel?
I snart tre år har verden været vidne til en ufattelig ødelæggelse af Gaza. Titusinder er blevet dræbt. Hundredtusinder er blevet fordrevet. Boliger, hospitaler, universiteter og skoler er blevet ødelagt. Internationale domstole, FN-organer og menneskerettighedsorganisationer har igen og igen advaret om alvorlige brud på folkeretten.
Hvis situationen er så alvorlig, som også danske politikere ofte giver udtryk for, hvorfor følger de mest oplagte konsekvenser så ikke med? Der står intet i regeringsgrundlaget om stop for dansk våbeneksport til Israel. Der står intet om stop for transit af våben gennem Danmark til Israel. Der står intet om danske firmaers transport af våben til Israel. Der står intet om våbenembargo.
Der står intet om dansk anerkendelse af Palæstina.
Der står intet om ubetinget og konsekvent suspension af EU’s associeringsaftale med Israel.
Tværtimod efterlades læseren med en række formuleringer om konsekvenser, uden at konsekvenserne bliver konkretiseret.
For hvad betyder det egentlig, når regeringen skriver, at den vil “drage de nødvendige konsekvenser af Israels gentagne overtrædelser af associeringsaftalens forpligtelser”?
Hvis overtrædelserne er alvorlige nok til at kræve konsekvenser, hvilke konsekvenser taler vi så om?
EU’s associeringsaftale med Israel bygger på respekt for menneskerettigheder og demokratiske principper. Når regeringen selv konstaterer, at der er tale om gentagne overtrædelser, burde den naturlige konsekvens være at suspendere eller ophæve de dele af aftalen, som giver Israel særlige handelsmæssige og økonomiske fordele. Men det står der ikke noget om.
Ligesom der heller ikke står noget om at stoppe danske investeringer i virksomheder, der opererer i de ulovlige bosættelser. Der står ikke noget om at forhindre danske virksomheder i at medvirke til besættelsen. Der står heller ikke noget om at støtte en international våbenembargo.
Der tales om konsekvenser, men konsekvenserne forbliver bemærkelsesværdigt uklare.
Danmark ville næppe acceptere våbeneksport til en stat, som angreb et europæisk naboland, bombede civile områder og ignorerede internationale domstoles afgørelser. Hvorfor gælder der andre standarder, når det handler om Israel?
Hvis man mener, at folkeretten skal gælde for alle stater, så må den også gælde for Israel. Hvis man mener, at ulovlig besættelse er forkert, så må der følge konsekvenser med. Hvis man mener, at civile skal beskyttes, så må man også være villig til at stoppe eksport og transit af våben.
Ellers risikerer folkeretten at blive reduceret til noget, man henviser til i taler og pressemeddelelser, men ikke omsætter til konkret politik. For os i Rødt Venstre handler solidaritet med Palæstina ikke kun om at udtrykke bekymring. Det handler om at bruge de politiske redskaber, Danmark faktisk råder over.
Det handler om at stoppe våbeneksport til Israel. Det handler om at stoppe transit af våben gennem Danmark og danske firmaers transport af våben til Israel.
Det handler om at lægge økonomisk og diplomatisk pres på den stat, der opretholder besættelsen.
Og det handler om at sende et klart signal om, at folkeretten ikke er noget, man kan vælge til og fra alt efter, hvem der bryder den.
Regeringsgrundlaget indeholder flere kritiske formuleringer om Israel end tidligere regeringsgrundlag. Men for palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden er forskellen mellem ord og handling ikke akademisk.
Den er forskellen mellem at folkemordet fortsætter og håbet om en retfærdig fred.