Der er endnu ikke sat underskrifter på en ny regering. Ministerbilerne holder stille. Forhandlerne går ind og ud af lukkede mødelokaler. Men én ting står allerede klart:
Mette Frederiksen er begyndt at svigte de løfter, der skaffede hende, stemmer blandt lønmodtagere, pensionister og almindelige mennesker.
Under valgkampen lød budskabet klart. Der skulle gøres op med den meningsløse automatik, hvor pensionsalderen bare fortsætter opad og opad. Der blev lovet en mere retfærdig pension. Arne-pensionen skulle forbedres. De største formuer skulle beskattes. Velfærden skulle styrkes. Nu møder løfterne den parlamentariske virkelighed, og de krav den stiller til Mette Frederiksen for at hun kan beholde sin taburet.
Så snart magten skal fordeles, forsvinder løfterne ind i tågen af “ansvarlighed”, “økonomisk råderum” og hensynet til erhvervslivet. Det er den gamle historie om igen: røde ord før valget, blå politik efter valget. Mette Fredriksen fore kommer at acceptere Venstres trickle down argumenter der starter med: ”Hvis vi skal gøre Danmark rigere.”
Frederiksen vil også bruge en helvedes masse penge til oprustning og hjælp til krig i udlandet. Er det derfor hun ikke har ”råd til” velfærd??
Arbejdere skal betale prisen igen
Når pensionsalderen hæves, rammer det ikke alle ens. Det rammer sosu-assistenten med ødelagte skuldre. Det rammer mureren med nedslidt ryg. Det rammer lagerarbejderen på skæve vagter. Det rammer chaufføren, der har siddet fastspændt i årtier. Det rammer slagteriarbejderen, pædagogen, rengøringsassistenten og industriarbejderen.
De velbjærgede med lette kontorjobs og høje pensioner mærker virkeligheden anderledes.
Derfor er pensionsalder ikke bare teknik. Det er klassepolitik.
Når Mette Frederiksen nu vakler på løftet om at stoppe de automatiske stigninger og forbedre
Arne-pensionen, er det et signal: Arbejderklassen skal endnu engang betale for Mette Frederiksens ministerplaner.
Arne-pension som valgflæsk?
Socialdemokratiet lovede flere rettigheder, højere ydelse og bedre adgang til tidlig pension for dem med lange og hårde arbejdsliv. Det var ikke småting. Arne Juhl blev lokket tilbage i den Socialdemokratiske fold. Det var et centralt socialt løfte til mennesker, der har holdt Danmark kørende. Hvis dette nu gøres til forhandlingsmønt eller skubbes til senere, så var det ikke solidaritet med arbejderklassen. Så var det valgflæsk.
Der er penge – bare ikke til os
Vi får altid at vide, at der mangler penge til pension, ældrepleje og velfærd. Men der er milliarder til oprustning. Milliarder til skattelettelser. Milliarder til virksomhedernes støtteordninger. Milliarder til prestigeprojekter.
Det er ikke mangel på penge. Det er politiske valg. Når regeringer siger, at noget ikke kan lade sig gøre, betyder det ofte blot, at de rige ikke må røres.
Den gamle lektie
Arbejderklassens fremskridt er aldrig kommet som gaver fra Christiansborg. De er kommet gennem faglig kamp, strejker, organisering og pres nedefra. Hvis pensionsalderen skal ned. Hvis Arne-pensionen skal udvides. Hvis de rigeste skal betale. Hvis velfærden skal reddes. Så sker det ikke ved at stole på endnu en socialdemokratisk forhandlingsrunde. Det sker ved kamp.
Vores krav bør være klare:
- Milliarder til velfærd frem for militarisering, oprustning og krig
- Stop de automatiske stigninger i pensionsalderen
- Udvid og forbedr Arne-pensionen
- Beskat de største formuer
- Kortere arbejdstid og et værdigt seniorliv
- Beskyt den danske model imod et usikkert arbejdsmarked
Mette Frederiksen har allerede vist, hvilken vej hun vil gå.
Nu må de såkaldte røde partier vise at de står skulder ved skulder med arbejderne. Rødt Venstre står skulder ved skulder med arbejderne.