Alle ser dets lidelser og smerter, alle kender til dets tragedie – men verden, med alle sine stemmer, har valgt tavshed. Palæstina bærer sine sorger alene. Som skyer, der aldrig bliver til regn. Som et skrig, der dør i halsen. Verden kigger dagligt på Gaza, men ingen ser den virkelig.
Måske bærer vi en skjult frygt i hjertet: at den hånd, vi rækker ud for at hjælpe Gaza, selv vil blive trukket ned i afgrunden. Hvor bitter er ikke Gazas smerte, når velmenende mennesker græder over dens børns lidelser – men ikke rejser sig for dens frihed? Gazas børn vandrer som vildfarne skygger i ruinerne – som dådyrkalve uden mødre i skovens mørke. Gaza er alene, og verden – med alle sine øjne – ser blot magtesløst til.
Vesten overværer Gazas sidste åndedrag, dens sidste tåre, dens sidste stumme skrig. Gaza har opgivet håbet til menneskene; dens eneste håb er, at jorden vil ryste, at himlen vil sende et mirakel. Måske vil jorden, som har båret så megen undertrykkelse, en dag bævrer, og himlen, der har hørt så mange støn, endelig reagere. Men indtil da er Gaza alene med sine sorger, sine smerter – mens verden kun tilbyder tavshed, døve ører og blinde øjne.
Israel har indledt en ny offensiv i Gaza. Planen om at rense Palæstina for sin oprindelige befolkning burde vække globalt ramaskrig. Det er en skændsel, at selv Israels åbent erklærede etniske udrensning kun mødes med “bekymring” fra europæiske regeringer.
Israel sulter to millioner palæstinensere i Gazastriben – en bevidst og brutal forbrydelse. Hvorfor forholder verden sig tavs?
Svaret er tragisk, men ikke overraskende: Vesten, som ynder at hylde retfærdighed og menneskerettigheder, er enten tavs – eller støtter aktivt Israels forbrydelser. USA og Europa er ikke blot blinde for Israels folkemord; de bidrager aktivt til massakren med våben og diplomatisk støtte.
Palæstinas tragiske skæbne og dets ensomhed må ikke få os til at opgive kampen for retfærdighed – tværtimod gør det solidariteten endnu mere nødvendig. Den globale solidaritetsbevægelse lever fortsat; ikke alle er blevet narret af zionistiske løgne.
Kampen må føres hver eneste dag, indtil massakren stopper, og det palæstinensiske folk befriet fra undertrykkelsen. Vi må presse magthaverne, minde dem om, at palæstinenserne har ret til retfærdighed, til frihed – og til liv. Vi må kræve handling, ikke tomme ord.
Solidaritet betyder at tage stilling. Vi må vælge side i kampen mellem undertrykkere og undertrykte. På hvilken side af historien står vi? Med stolthed må vi erklære: Vi står sammen med det palæstinensiske folk – i deres kamp for at leve frit i deres eget land. Gaza må ikke jævnes med jorden. Gaza skal leve.
Tiden til handling er nu. Israel må stilles til ansvar. Dette er ikke “komplekst” – det er en massakre. Og hvis vi tier, har vi allerede tabt.
Hvis vi ikke handler nu, vil vores børn en dag spørge os:
“Hvorfor gjorde I ingenting, mens et helt folk blev fordrevet og tilintetgjort?”
Jeg skriver digtet
med negle, ikke penne
med blod, ikke blæk
Mit blik er en sten
der knuser dit spejl
af glemt retfærdighed
Mahmoud Darwish (MODSTAND)