Da Mario Draghi, tidligere chef for Den Europæiske Centralbank, i september 2024 afleverede sin rapport ”The future of European competiti- veness” til EU-Kommissionen, blev den lanceret som et nødvendigt svar på en truende økonomisk krise. Draghi taler om en “slow agony” for Europa, hvis vi ikke handler hurtigt. Men bag den dramatiske kriseretorik gemmer sig et politisk projekt, der først og fremmest tjener de økonomiske eliter og storfinansen. Set gennem Naomi Kleins begreb chokdoktrin fremstår Draghi- rapporten som en manual til at omforme EU i en mere markedsstyret og mindre demokratisk retning.
Rapporten fremstiller EU’s udfordringer som eksistentielle: uden hurtig deregulering, harmo- nisering af kapitalmarkederne og massive fælles investeringer via EU-gæld vil vi angiveligt sakke håbløst bagud i forhold til USA og Kina. Denne nødsituation bruges som begrundelse for at gennemføre reformer, som i normale tider ville møde massiv folkelig modstand.
Naomi Klein har vist, hvordan magthavere udnytter kriser – virkelige eller konstruerede – til at gennemtvinge reformer, der styrker mar- kedets og investorernes magt på bekostning af sociale rettigheder. Det handler ikke kun om at reagere på en krise, men om at bruge den som politisk rambuk. Draghi-rapporten følger denne logik til punkt og prikke: først skabes fortællingen om et EU i økonomisk opløsning, derefter præsenteres løsningen i form af mere marked, færre reguleringer, centralisering af økonomisk magt i EU-institutioner og styrkelse af bank- og finanssektoren. Timingen er ikke tilfældig. I en tid præget af geopolitisk uro, høj inflation og energikriser er det nemmere at skubbe modstand til side.
EU’s institutioner er i forvejen kendetegnet ved en høj grad af afstand til de nationale parlamenter og vælgere. Lobbyismen fra storfinans og industrigiganter spiller en massiv rolle i Bruxelles, og Draghi-rapportens forslag vil forstærke denne skævvridning. At reducere rapporterings- kravene for virksomheder med op til halvdelen, harmonisere lovgivning så kapital frit kan bevæge sig over grænser, oprette fælles EU- gældsinstrumenter som sikre investeringsobjekter for banker og pensionsfonde, og flytte mere magt til en fælles EU-regulator er ikke neutrale, tekniske justeringer. Det er en grundlæggende om- strukturering, der skal sikre Europas kapitalinteresser i den globale magtkamp – finansieret gennem nedskæringer, lønpres og social dumping.
Når konkurrenceevne gøres til det overordnede mål, bliver lønmodtagerrettigheder, sociale ydelser og miljøstandarder reduceret til omkostninger, der kan skæres væk. Den grønne omstilling underlægges investorernes afkastlogik, hvilket fører til grøn spekulation frem for reelt bæredygtige løsninger. I praksis betyder Draghi-linjen, at presset på lønninger og arbejdsforhold øges, beslutninger flyttes længere væk fra folkevalgte organer, og,klimainvesteringer bliver afhængige af private afkastkrav.
Hvis vi accepterer Draghi-rapportens præ- mis, accepterer vi, at krisen skal løses på kapita- lens præmisser. Rødt Venstre siger nej til denne form for chokdoktrin og ja til en solidarisk, demokratisk og grøn omstilling. Vi vil have strategisk industri og infrastruktur under offentlig kontrol og demokratisk styring. Vi vil finansiere investeringer i klima og velfærd gennem retfærdig beskatning af formuer og overskud – ikke gennem nedskæringer på almindelige menneskers liv. Og vi vil bygge modstanden på tværs af EU’s befolkninger, ikke gennem nationalistisk protektionisme, men gennem fælles kamp mod den overnationale offensiv fra de økonomiske eliter.
Draghi-rapporten er ikke en teknokratisk analyse af EU’s vækstmuligheder. Den er en politisk erklæring om, at EU skal gøres til et endnu mere effektivt redskab for storfinans og multi- nationale selskaber. Den vil forværre klimakrisen, undergrave demokratiet og forarme arbejderklassen. Vores svar må være klart: Vi lader ikke krisen bruges som rambuk mod vores rettigheder.
Rødt Venste